• Pludselig var sky fynsk rigmand på forsiden af Financial Times om russiske skibe

    来源: BDK Finans / 14 1月 2025 10:01:59   America/Chicago

    Det er ikke hver dag, at en erhvervsmand fra Fyn ender på forsiden af et af verdens største finansmedier. Men tirsdag morgen udgav britiske Financial Times en historie om den danske virksomhed Fayard med fynboen Thomas Wilkens Andersen i spidsen. Skibe med russisk gas bliver serviceret og repareret på hans værft på Fyn, så Rusland kan fortsætte med at levere gas til Europa, skrev mediet. Det fik hurtigt statsminister Mette Frederiksen (S) til at reagere. For ifølge hende er det danske værfts forretning med Rusland helt skæv. »Først og fremmest kan jeg simpelthen ikke forstå, hvis det er rigtigt. Altså, jeg kan ikke begribe, hvis der er et dansk værft, der bidrager til Ruslands krig ind i Europa, og det skal de simpelthen få stoppet,« sagde Mette Frederiksen tirsdag til Ritzau i forbindelse med et NATO-topmøde i Helsinki. Ifølge Financial Times har Fayard serviceret ni russiske tankskibe på værftet i Munkebo ved Odense. En historie, som i øvrigt også Ekstra Bladet og Danwatch kunne fortælle en lignende version af i september sidste år. »Og det er klart, at myndighederne skal selvfølgelig kigge ind i det her, men når du spørger mig – jeg kender ikke de konkrete forhold – men det er mig helt uforståeligt, hvis der er et dansk værft, der bidrager til det her,« lød det videre fra Mette Frederiksen. Bruger ikke russisk flag Lige nu er der ikke noget, som tyder på, at Fayard har brudt den europæiske sanktionslovgivning mod Rusland. Det skyldes, at der er undtagelser for nogle former for energitransport, og fordi skibene på det danske værft ikke har benyttet russisk flag. »Vi følger de gældende sanktionsregler, man politisk har vedtaget i EU og Danmark, herunder i forhold til hvilke skibe der må arbejdes med. Vi holder os løbende opdateret herom,« hedder det i en udtalelse fra værftet, som ikke ønsker at stille op til interview. I Fayards seneste regnskab fremgår det, at selskabet har en omfattende »procedure for screening af kundehenvendelser i forhold til de gældende sanktionsbestemmelser«. Det fremgår videre, at Fayard løbende overvåger, om kunderne overholder de gældende sanktioner. Det har ikke været muligt at få afklaret, hvor meget viden det danske værft reelt har om sine kunder og om skibenes faktiske tilhørsforhold. Ifølge Financial Times er der tale om russisk-ejede skibe – de såkaldte LNG-gasskibe, der kan sejle i arktiske områder. Milliardærens uønskede hovedrolle Men det står klart, at Thomas Wilkens Andersen er ved at have fået hovedrollen i en sag, som han sandsynligvis helst havde været foruden. Indtil nu har han ellers mest holdt sig fra medierne og uden meget offentligt omtale. Ifølge Økonomisk Ugebrevs årlige liste over Danmarks rigeste er han og hans familie den 88. mest velhavende i Danmark. I alt er formuen opgjort til 2,4 milliarder kroner. Det fremgår af hans virksomhed Fayards hjemmeside, at Thomas Wilkens Andersen er tredje generation af skibsbyggerfamilien, der grundlagde Fredericia Skibsværft tilbage i 1916. Men formuen begyndte tilsyneladende først for alvor at vokse, da han flyttede alle faciliteterne til Munkebo nær Kerteminde. Her overtog man et område, hvor det tidligere Mærsk-ejede Lindø Værft havde befundet sig. I et af Thomas Wilkins Andersens interview lod han forstå, at flytningen gav værftet helt nye muligheder. Det skete, efter at Fredericia Kommune i 2008 opsagde Fredericia Skibsværfts lejemål og tvang virksomheden til Fyn. »Flytningen og vores store investeringer i faciliteterne blev faktisk vores overlevelse, for vi fik større dokke og en hel anderledes kapacitet. Det gav os mulighed for udvikling,« sagde Thomas Andersen i 2023 til Børsen. Det seneste regnskab for Fayard Holding viser et plus på bundlinjen på hele 400 millioner kroner eller næsten en fordobling fra året før. Det tal er skabt ud af en omsætning på godt 1,3 milliarder kroner i et regnskab, som ledelsen overordnet betegner som »meget tilfredsstillende«. Nordic Waste-ejer i bestyrelsen I Fayards bestyrelse findes blandt andre rigmanden Torben Østergaard-Nielsen, der er mest kendt for sin rolle i Nordic Waste-skandalen ved Randers. Sagen endte som bekendt med et jordskred og en forurening, som har kostet det offentlige store summer. Torben Østergaard-Nielsen blev kritiseret fra alle sider, fordi han lod Nordic Waste gå konkurs og ikke betalte for oprydningen. Nu kan Østergaard-Nielsen fra sidelinjen kigge på en anden milliardær, der får kritik. Thomas Wilkens Andersen ejer Fayard sammen med sine tre børn. De sidder blandt andet på en del af sejlproducenten Elvström Sails i Aabenraa. Familien Wilkens Andersen ejer også gourmet-fiskerestauranten Rudolf Mathis i Kerteminde. Thomas Wilkens Andersen, der er selvlært smed, ejer desuden fem ejendomme i Danmark. Boligen på Klintevej i Kerteminde består af to huse på samlet 340 kvm og blev i 2010 købt for 7,9 millioner kroner. Han har for nylig også købt en ejendom på samme vej til fem millioner kroner. Familien ejer ligeledes et sommerhus på 201 kvm i Skagen. Her var prisen 22 millioner kroner i 2008, men så er der heller ikke langt til det kendte Ruths Hotel. Familien har desuden en ejerlejlighed på 91 kvm i Amaliegade i København. Den blev i 2017 købt for 14,7 millioner kroner. Senest har familien også et sommerhus i Bovense ved Nyborg. Thomas Wilkins Andersen selv har ikke meget at sige til sagen. Da Berlingske kontaktede ham tirsdag, blev samtalen ikke lang. »Kan du have en god dag,« lød det kortfattet, inden han lukkede sin telefon. https://www.berlingske.dk/virksomheder/pludselig-var-sky-fynsk-rigmand-paa-forsiden-af-financial-times-om
分享